af Erik Møller, 2011

Dansestenen i Horgeboda.

Dengang trolde og elverfolk var gode naboer og venner

Dengang trolde og elverfolk var gode naboer og venner holdt de tit fester sammen. De fandt en åben plet i skoven, en lysning, hvor skovbunden var dækket af mos og bregner. Her kunne de synge, danse og more sig fra sent om aftenen og lige til solen stod op.

Neden under mosset var der sten og rødder. Det betød ikke noget for elverfolkene. De var lette på fødderne og svævede bare videre hen over de ujævne steder.

Troldene var tunge og lidt klodsede så de havde det ikke så nemt. Når de ramte en sten slog de tæerne og var lige ved at falde, men trolde er ikke ømskindede, så de grinede bare sammen med de andre, og så gik dansen videre.

Elverfolkene var smukke.

En af de dejligste elverpiger hed Liv. Liv elskede at danse. Når hun drejede rundt, lo hun højt af glæde.

Brov var en trold. Han var ikke så stor, men han var stærk, og en stærk trold er altså meget, meget stærk.

Når Brov dansede med Liv kunne han svinge hende rundt og rundt, og han kunne blive ved lige til hun blev svimmel og lo af hjertens lyst.

Liv ville gerne danse med alle, men for Brov var der kun én, og det var Liv.

Når de dansede sammen og Brov ramte en trærod blev han lidt sur. Han var ved at falde men Liv lo bare.

Brov blev træt af at danse på mos, hvor han ikke kunne se sten og trærødder. Derfor drog han en dag ud for at finde et bedre sted til deres fester.

Brov fandt en stor lysning. Her var alt som det skulle være, for midt i lysningen lå der en sten så stor som et hus.

Trolde er jo stærke, så det tog ikke ret mange år før Brov og de andre trolde havde hugget den kæmpestore sten flad som en pandekage.

Brov kaldte den for Dansestenen

Nu kunne de alle feste og danse uden at falde og uden at slå tæerne, så de holdt mange fester på Dansestenen.

Folk på egnen fortalte, at hvis der var fuldmåne, kunne de høre svag musik og latter inde i skoven. Det lød dejligt og spændende men det var jo om natten, så der var kke nogen

der turde gå ind i skoven for at se, hvad der foregik. Troldene og elverne fik lov til at feste i fred.

Troldene indrettede en plads til musikken ved siden af Dansestenen. De kaldte den for Orkesterpladsen.

Når troldene brummede og trampede, lød det som store trommer. Elverfolkene spillede og fløjtede og tit var der også nogen der sang. Det blev en skøn musik.

Orkesterpladsen

For at få mere plads til musikken og sangen lagde de en høj sten ved siden af orkesteret.

Oppe fra stenen kunne man se hele vejen rundt. Man kunne se orkesteret og alle dem der festede og dansede og havde det sjovt.

På stenen stod eller sad der tit et helt kor. Det var et godt sted at være, hvis man ville synge sammen med musikken.

De kaldte stenen for Syngestenen.

Bænken til de gamle folk

De gamle ville gerne sidde lidt i fred og ro. Langt væk fra musikken fik de en bænk, hvor de kunne sidde og snakke og kikke på løjerne.

Og så var der Barstenen

Troldene hentede stenen og elverne dækkede den med den fineste grønne mos. Her kunne man stå og nyde lidt blomstersaft, lidt vin eller en troldøl. Det var et hyggeligt sted når de trængte til en pause mellem dansene.

Bregneskoven

Bag ved orkesteret og Syngestenen lå Bregneskoven. Når børnene blev trætte af at synge og kigge på musikken og dansen, løb de om til Bregneskoven.

Her legede de gemmeleg.

Når elverbørnene satte sig helt stille mellem bregnerne kunne troldungerne næsten ikke få øje på dem, selv om de stod lige ved siden af.

Elverbørnene gemmer sig i Bregneskoven.

Troldungerne gemmer sig under de store sten

Når troldungerne løftede en sten og gemte sig under den, var det svært for elverbørnene at finde dem.

Gemmeleg var en herlig leg.

Den anden Bregneskov lå bag ved Barstenen.

Når børnene blev trætte løb de over til den anden Bregneskov. De lagde sig på ryggen og kiggede op på stjernerne og månen. De fortalte hinanden historier om klumper af stjerner, der lignede fugle, fisk, dyr eller mennesker.

Dansestenen var et dejligt sted. Det syntes både trolde og elverfolk. De havde en herlig tid. Festerne fortsatte i mange hundrede år og Dansestenen i Horgeboda blev berømt.

Mange fremmede trolde og elverfolk kom på besøg. De havde hørt om Dansestenen og om de gode fester. De ville gerne være med og de blev alle budt velkommen.

En sommeraften kom også elverprinsen. Han så den smukke elverpige Liv og hun så ham. Da de dansede, mærkede Liv, at hun langsomt og nænsomt blev drejet rundt. Hun ønskede kun, at dansen ville fortsætte.

Brov ville også danse med Liv, men hun ænsede ikke engang at sige nej. Hun fortsatte blot med at danse med elverprinsen.

Brov blev sur og vred.

Han satte sig i baren og stirrede ondt efter Liv og elverprinsen. Troldøllet gjorde ham rasende. Til sidst rejste han sig, råbte højt og hamrede næven ned i Barstenen så flasker og glas fløj til alle sider.

Der lød et højt brag og Barstenen flækkede midt over.

Alle standsede for at se, hvad der var sket. Brov havde hamret næven så hårdt i stenen, at den flækkede i to dele. Nu var det ikke hyggeligt mere, så de fleste elverfolk listede stille hjem. Efter den aften kom der ikke ret mange elverfolk til festerne. Liv kom heller ikke mere.

Det blev aldrig det samme med sang, musik og latter, og til sidst holdt festerne helt op.

Historien om Dansestenen blev fortalt både hos elver og trolde.

Først hed det:    Dengang mormor og morfar var unge… Senere hed det: For mange hundrede år siden ….

Til sidst blev det til: Dengang trolde og elverfolk var gode naboer og venner ….

Dansestenen har ligget stille hen i mange hundrede år. Alligevel ved vi ikke rigtig, hvad vi skal tro.

Når vi engang imellem går hen til Dansestenen, ser det næsten ud som om der er spor efter dans.

Når vi sent om aftenen går forbi Anders og Irenes hus, er det som om vi kan se et lille lysskær og høre lidt stille musik inde fra Dansestenen, men når vi standser og lytter, kan vi hverken se eller høre noget.

Måske er de begyndt at bruge Dansestenen igen. Det kan man jo aldrig vide.

På Horgeboda Skola ved vi i hvert fald ikke rigtig hvad vi skal tro.

Erik, Horgeboda Skola 2011.